Tekst #1
Helt ude ved kysten, med kun en smal stribe gråt strand mellem hus og vand, lå huset med de skæve vinduer. Ensomt og isoleret. Kun kysset af blæst, sand og salt. Det gamle træhus var malet blåt, men stod man bare nogle hundrede meter derfra, ville man tænke at huset havde præcis den samme ubestemmelige, navnløse farve, som blandes af himmel og hav.
Journalisten havde valgt at parkere sin bil et stykke derfra og gå den sidste kilometer af den smalle, krogede grusvej. Det var af afgørende betydning at det første møde med husets beboer gik godt.
Derfor...
Derfor...
Tekst #2
Lige da jeg troede at jeg havde fået låst alle døre og vinduer, huskede jeg pludselig det lille, højtsiddende vindue i roderummet bagved værkstedet i vores kælder. Jeg kunne ikke huske om vinduet overhovedet kunne åbnes. Men underlige, skrabende lyde, et pludseligt brag og lyden af glas, der gik i stykker, overbeviste mig til gengæld om én ting: Nogen eller noget, var på vej ind i huset.
Jeg husker ikke om jeg listede eller sprang hen mod hoveddøren, men da jeg åbnede døren og kiggede ud i mørket…
Tekst #3
Hvis du aldrig har set, hørt eller læst noget om den lille, dansk by ”Klokkekilde”, så kender du sandsynligvis heller ikke en eneste af byens beboere. Og det er faktisk en skam. Men ikke for sent at få lavet om på.
I byens første hus bor...
Tekst #4
Hun var et ualmindeligt barn. Et ualmindeligt stille barn. Selv som baby havde hun været et ualmindeligt stille barn.
Da hun voksede og begyndte at gå i skole var hun stadig et ualmindeligt stille barn. Faktisk så stille at det var nemt at glemme at hun overhovedet var der. Lige indtil den dag, hvor...
Tekst #5
Kære dagbog
I dag har jeg besluttet mig for at det er slut med at have madpakke med i skole. Mest fordi jeg kom til at høre Laura og Marie F. grine af Sevgi, fordi hun havde noget mad med, der fik hele klassen til at stinke af karry. Det var på en måde strengt af dem, men det lugtede altså virkeligt klamt, så jeg begyndte også selv at grine. Jeg ved ikke om jeg måske kom til at grine lidt for højt, men lige pludselig kiggede Marie F. sådan lidt underligt hen på mig og…
Tekst #6
Kære dagbog
Der er nogen henne i skolen, der har rodet i min taske i dag. Jeg ved det 100% sikkert fordi jeg havde gemt den der seddel om skolehjem-samtaler, mellem min matematikbog og min skrivebog med digtene. Sedlen skulle afleveres i dag, men jeg havde glemt at få mor til at skrive den under, og derfor gemte jeg den og sagde jeg havde glemt den derhjemme. I matematiktimen opdagede jeg at sedlen var foldet ud og lå i den anden side af tasken. Jeg aner ikke hvem der har gjort det!! Jeg kan næsten ikke…
Tekst #7
Kære dagbog
Efter håndbold i dag, tog Anya og jeg hen til hende for at lave det der til dansk. På vejen så vi Anders og Johan sidde ved skuret ovre ved boldbanerne. Pludselig fandt vi på at vi ville udspionere dem. Vi ville prøve at komme tættere på, så vi kunne høre hvad de snakkede om. Vi listede hen til bagsiden af skuret, og vi tror nok vi hørte Johan sige noget om Marie F. i gymnastiktimen. Men lige pludselig hørte vi nogle andre stemmer…
Tekst #8
Bussen var så fyldt at jeg fik en mands våde frakkeærme tværet ud i hele hovedet, da bussen bremsede op henne ved torvet. Mine støvler og strømper var også våde af snesjap og mine fødder var nærmest frosne fordi jeg havde ventet så længe på bussen. Jeg ved godt jeg ikke er jordens højeste dreng, men sure og stressede voksne kan overhovedet ikke få øje på mig i sådan en propfyldt bus! De klemmer sig ind foran mig og skubber mig hårdt i ryggen, som om det er min rygsæk, der er skyld i at bussen er fuld. Nogle gange ville jeg ønske at…
Tekst #9
”Ok, så mødes vi ved indgangen til biografen… skal vi sige ved halv syv-tiden?” havde han sagt og hun havde vistnok svaret ja uden at fnise alt for pinligt…, men det sidste var hun ikke helt sikker på.
Hun gik tilbage til middagsbordet, hvor familien sad og spiste hamburgerryg med den gode kartoffelsalat. Det var pludselig som om at maden ikke ville slippe hendes tallerken. Hun sad bare og mærkede varmen koge i kinderne og en mærkelig svimmelhed. Det føltes som om hun var blevet til en ballon, som nogen havde pustet så fuld af luft, at hun var blevet helt gennemsigtig. Hvis de andre kiggede nu ville de kunne se…
Tekst #10
Hvad stiller man op med en mor, der taler så højt, at hele Netto, og måske også dem udenfor, kan følge med i hendes samtaler? Hvad stiller man op med en hund, der aldrig gider at vente med at skide til man er kommet lidt væk fra parkeringspladserne?
Hvad stiller man op med en badmintontræner, der sprøjter spyt ud i hovedet på alle dem han råber til, hvis de da ikke lige når at finde en smart vinkel?
Hvad stiller man op med…
Tekst #11
Det var bestemt ikke af lyst at Mikkel var startet som flaskedreng i Kvickly. Som om man ikke havde sjovere ting at bruge sin sommerferie på.
Eller… egentlig var det jo ikke sådan at han havde andre planer for ferien. Faktisk havde han overhovedet ingen aftaler. Men hvis han havde haft en eller anden at tage i sommerhus eller på teltferie med, så…
Tekst #12
Bente Andersen-Schmidt tog sit arbejde meget alvorligt. Det havde hun altid gjort. Derfor var det måske heller ikke så mærkeligt at den ensomme buket gule roser på hendes kiste havde et vedhæftet bånd med teksten ”Tak for mange gode kaffestunder, din venlighed og trofaste indsats. Du er savnet. En sidste hilsen fra dine kolleger i kantinen.”
Under hendes bisættelse, hvor kun en håndfuld mennesker var mødt op, fik præsten øje på en skikkelse, som i al ubemærkethed havde listet sig ind på en af de sidste rækker. Det var…
Tekst #13
Jeg kan altid finde mindst tre (og tit flere) gode grunde til at købe noget nyt tøj. Den fredag i H&M var ikke anderledes end så mange andre fredage. Måske lige bortset fra at de der penge, næsten 700 kr., som lige nu hastigt skiftede plads fra min hånd til ekspedientens, ikke var mine.
Inderst inde vidste jeg kun alt for godt at…
Tekst #14
”Undskyld mig, men er det dig eller er det mig det er synd for her?” hvæsede Tine arrigt til mig, mens vi småløb hen mod stationen. Jeg ville egentlig hellere være blevet til festen, men Tine ville hjem og aftalen var at vi skulle følges hjem, lige meget hvad.
”Hvis jeg havde vidst at det var dig han var mest interesseret i, så var jeg sgu’ aldrig taget med til den latterlige taberfest!” sagde hun og standsede pludseligt op. Så på mig med et blik, der sagde…
Tekst #15
Alle kan noget. Alle er gode til noget… eller også kan de blive det. Det handler udelukkende om viljestyrke og om at tro på sig selv.
Hvem har ikke hørt det mindst 1000 gange? Det er som om at alle verdens forældre og lærere og pædagoger har læst i en eller anden bog at det er svaret på alt. Men hvad nu hvis de tager fejl?
Hvad nu hvis...
Tekst #16
Denne historie begynder ret kedeligt. Jeg kan lige så godt sige det som det er. Men den ender helt vildt. Et sted ingen ville have gættet. Det lover jeg.
Men lad os lige få starten overstået: Jeg bor i en kedelig forstadsby med kedelige huse, kedelige haver og kedelige butikker. Jeg har verdens kedeligste familie og går i verdens kedeligste skole.
Mit liv er simpelthen det kedeligste der findes. Eller rettere…. sådan var det, indtil…